Sådan begyndte det
Man bør ikke pynte sig med lånte fjer. Hvis sandheden skal frem — og hvorfor skulle den egentlig ikke det? — blev idéen til Marselis-løbet ikke udklækket i en 1900-hjerne. En historisk kendsgerning, som klubben må prøve at leve med. Så meget mere som det i dag står ret klart for de fleste, at Marselis-løbet og 1900 er to stykker af samme sag.
Men anderledes dengang — i efteråret 1971. Alt tilgængeligt kildemateriale synes at fastslå, at tanken om at arrangere en århusiansk pendant til Eremitageløbet, som kort forinden havde kunnet notere en vellykket start, opstod i Banegårdsgade 34.
Her havde IBM til huse. IBM handler om dataanlæg, men det er uden sammenhæng med Marselis-løbet. Eller rettere sagt var det på det tidspunkt.
Mere interessant var det, at virksomhedens medarbejderstab talte et par motionister uden klubmæssigt tilhørsforhold. I øvrigt et par modige mennesker. For dengang, forud for motionsbølgens hærgen, kunne tvivlsomme mandspersoner, som blev antruffet i træningsdragt på stille villaveje, foranledige ældre damer til at ringe efter politiet!
Hvorom alting er: bulletinerne fra Eremitageløbet fik Peter Wibrand og Christen Kjeldsen — for det var dem, der var tale om — til at enes om, at ”so ein Ding müssen wir auch haben”. Citat slut.
Men en ting er, hvad to vidtløftige herrer kan blive enige om i en frokostpause i firmaets kantine. Noget andet er at træffe de nødvendige skridt til projektets gennemførelse. Og her strakte erkendelsen tilstrækkeligt langt til at konstatere, at det nok ikke var nogen skade til at prøve at involvere personer med relationer til den organiserede idræt.
Her var det så heldigt, at en IBM-kollega faktisk sad i bestyrelsen i en århusiansk atletikforening, som vistnok hed 1900. Men uheldigvis sad manden i Stockholm. Takket være Graham Bell frembød dette forhold ikke nogen afgørende hindring for en kontakt. Men først skulle det rette psykologiske klima tilvejebringes. For man ringer ikke bare til Stockholm og belemrer en kollega med et motionsløb, som skal finde sted 800 km fra, hvor han befinder sig.
Men igen var gunstige omstændigheder med Marselis-løbets ophavsmænd. Skæbnen ville, at der den 30. november var fødselsdag hos »vor mand i Stockholm«. Og hvad var så mere nærliggende end at ringe og gratulere hustruen. For det var hende, der fyldte år. Og hvad var samtidig mere nærliggende end at lade en bemærkning falde om den ide, man havde undfanget.
Reaktionen lod ikke vente længe på sig.— Det ordner vi, når jeg kommer hjem på juleferie, lød svaret fra Jens Ove Christiansen. Og derved blev det. Ved årsskiftet 1971/72 mødtes en række selvbestaltede personer, som skulle komme til at udgøre den første Marselis-komité, til en indledende drøftelse.
Et af de temaer, der optog sindene mest ved de første møder, var: hvor mange deltagere vil det være muligt at samle. Det var den almindelige opfattelse, at et felt på 500 måtte anses for realistisk. Men hvor skulle starten gå? I første omgang stoppede man op ved Mindeparken. Som visionernes mand, Henning Holmen Møller, udtrykte det — kan I ikke se 3.000 løbere komme buldrende! Han blev ikke rigtig taget højtideligt. Dengang.
Det med start og mål i Mindeparken var heller ikke nogen god ide. Mente politiet, som pegede på Tangkrogen som alternativ. Og derved blev det.
En anden diskussion gik på, om der skulle fastsættes nogen aldersgrænse nedefter. Skulle man kopiere Eremitageløbet og stoppe ved 15 år — eller indtage en mere liberal holdning? Komitéen valgte det sidste, men beslutningen om at give grønt lys for yngre årgange blev suppleret med en bestemmelse om, at de skulle starte sammen med forældrene. I øvrigt kan man uden videre fastslå, at udviklingen klart har vist, at beslutningen om ikke at fastsætte nogen aldersgrænse var rigtig.
Der herskede fra første færd bred enighed om, at Marselis-løbet skulle finde sted i eftersommeren for at den fortræning, som gennem alle årene har været genstand for en lige så høj prioritering som selve løbet, kunne foregå under fordelagtige vejrmæssige betingelser.
Derimod var det så som så med enigheden, da komitéen en aften mødtes for at nedfælde Marselis-løbets idégrundlag, som i øvrigt stort set er forblevet uændret.
Det eneste, komitéen kunne enes om i de første aftentimer, var, at ingen brød op, før man var nået til et resultat, alle kunne tiltræde. I konsekvens heraf nåede solen at stå op på Morgenfruevej i Skødstrup, inden dirigenten kunne erklære mødet for hævet
Usikkerheden med hensyn til ideernes bæredygtighed var størst forud for den første fortræning — den 5. juni 1972. Ville der overhovedet komme nogen? Der indfandt sig omkring 30 i Mindeparken. Og som Christen Kjeldsen udtrykker det:
Vi gik hjem i opløftet stemning. Noget var sat i gang.
Men anderledes dengang — i efteråret 1971. Alt tilgængeligt kildemateriale synes at fastslå, at tanken om at arrangere en århusiansk pendant til Eremitageløbet, som kort forinden havde kunnet notere en vellykket start, opstod i Banegårdsgade 34.
Her havde IBM til huse. IBM handler om dataanlæg, men det er uden sammenhæng med Marselis-løbet. Eller rettere sagt var det på det tidspunkt.
Mere interessant var det, at virksomhedens medarbejderstab talte et par motionister uden klubmæssigt tilhørsforhold. I øvrigt et par modige mennesker. For dengang, forud for motionsbølgens hærgen, kunne tvivlsomme mandspersoner, som blev antruffet i træningsdragt på stille villaveje, foranledige ældre damer til at ringe efter politiet!
Hvorom alting er: bulletinerne fra Eremitageløbet fik Peter Wibrand og Christen Kjeldsen — for det var dem, der var tale om — til at enes om, at ”so ein Ding müssen wir auch haben”. Citat slut.
Men en ting er, hvad to vidtløftige herrer kan blive enige om i en frokostpause i firmaets kantine. Noget andet er at træffe de nødvendige skridt til projektets gennemførelse. Og her strakte erkendelsen tilstrækkeligt langt til at konstatere, at det nok ikke var nogen skade til at prøve at involvere personer med relationer til den organiserede idræt.
Her var det så heldigt, at en IBM-kollega faktisk sad i bestyrelsen i en århusiansk atletikforening, som vistnok hed 1900. Men uheldigvis sad manden i Stockholm. Takket være Graham Bell frembød dette forhold ikke nogen afgørende hindring for en kontakt. Men først skulle det rette psykologiske klima tilvejebringes. For man ringer ikke bare til Stockholm og belemrer en kollega med et motionsløb, som skal finde sted 800 km fra, hvor han befinder sig.
Men igen var gunstige omstændigheder med Marselis-løbets ophavsmænd. Skæbnen ville, at der den 30. november var fødselsdag hos »vor mand i Stockholm«. Og hvad var så mere nærliggende end at ringe og gratulere hustruen. For det var hende, der fyldte år. Og hvad var samtidig mere nærliggende end at lade en bemærkning falde om den ide, man havde undfanget.
Reaktionen lod ikke vente længe på sig.— Det ordner vi, når jeg kommer hjem på juleferie, lød svaret fra Jens Ove Christiansen. Og derved blev det. Ved årsskiftet 1971/72 mødtes en række selvbestaltede personer, som skulle komme til at udgøre den første Marselis-komité, til en indledende drøftelse.
Et af de temaer, der optog sindene mest ved de første møder, var: hvor mange deltagere vil det være muligt at samle. Det var den almindelige opfattelse, at et felt på 500 måtte anses for realistisk. Men hvor skulle starten gå? I første omgang stoppede man op ved Mindeparken. Som visionernes mand, Henning Holmen Møller, udtrykte det — kan I ikke se 3.000 løbere komme buldrende! Han blev ikke rigtig taget højtideligt. Dengang.
Det med start og mål i Mindeparken var heller ikke nogen god ide. Mente politiet, som pegede på Tangkrogen som alternativ. Og derved blev det.
En anden diskussion gik på, om der skulle fastsættes nogen aldersgrænse nedefter. Skulle man kopiere Eremitageløbet og stoppe ved 15 år — eller indtage en mere liberal holdning? Komitéen valgte det sidste, men beslutningen om at give grønt lys for yngre årgange blev suppleret med en bestemmelse om, at de skulle starte sammen med forældrene. I øvrigt kan man uden videre fastslå, at udviklingen klart har vist, at beslutningen om ikke at fastsætte nogen aldersgrænse var rigtig.
Der herskede fra første færd bred enighed om, at Marselis-løbet skulle finde sted i eftersommeren for at den fortræning, som gennem alle årene har været genstand for en lige så høj prioritering som selve løbet, kunne foregå under fordelagtige vejrmæssige betingelser.
Derimod var det så som så med enigheden, da komitéen en aften mødtes for at nedfælde Marselis-løbets idégrundlag, som i øvrigt stort set er forblevet uændret.
Det eneste, komitéen kunne enes om i de første aftentimer, var, at ingen brød op, før man var nået til et resultat, alle kunne tiltræde. I konsekvens heraf nåede solen at stå op på Morgenfruevej i Skødstrup, inden dirigenten kunne erklære mødet for hævet
Usikkerheden med hensyn til ideernes bæredygtighed var størst forud for den første fortræning — den 5. juni 1972. Ville der overhovedet komme nogen? Der indfandt sig omkring 30 i Mindeparken. Og som Christen Kjeldsen udtrykker det:
Vi gik hjem i opløftet stemning. Noget var sat i gang.
